Rathaus des Westfälischen Friedens

Det historiske rådhus i byen Osnabrück blev bygget mellem 1487 og 1512 i sengotisk stil, men viser allerede tydelige tegn på renæssancen. Forsiden domineres af et 18 meter højt valmtag. I den nederste ende er der i alt seks tårne, som minder om vagt- og hjørnetårnene på en fæstning. Siden 1846 har en stor stentrappe udgjort indgangen til rådhuset, hvor der tidligere var adgang via en udtrækkelig trætrappe. Siden 1963 har den 500 år gamle indgangsdør været udsmykket med det tunge bronzedørgreb "Friede" af billedhuggeren Fritz Szalinski. Det viser en due på en bjælke med inskriptionen "Friede 1648" og byens våbenskjold i form af Osnabrück-hjulet. Byens grundlægger, den frankiske konge og senere kejser Karl den Store, troner over indgangen. Siden det 19. århundrede har han været flankeret af de otte såkaldte kejserskulpturer, en gave fra den preussiske kongefamilie til byen Osnabrück.
Rådhusets stueetage huser blandt andet fredssalen og skatkammeret, hvor rådets sølv, mønter, stempler, den ældste skyttekæde og vigtige dokumenter opbevares. På øverste etage står en model af Osnabrück i 1633, skabt af billedhuggeren Heinrich Bohn i midten af 1950'erne.


Den 13. september 1944 blev rådhuset hårdt ramt under et allieret bombeangreb. Det historiske inventar var allerede blevet flyttet ud noget tid forinden og kunne derfor reddes. Genopbygningen begyndte i 1947 og blev afsluttet i tide til 300-årsdagen for den Westfalske Fred den 25. oktober 1948.
Den 5. juli 2019 blev den historiske indgangsdør angrebet. Skaden, som kun var overfladisk, blev dog repareret.

Baggrund for opførelsen af rådhuset

Den første dokumenterede omtale af et rådhus i Osnabrück på markedspladsen går tilbage til 1244. Det lå på det sted, hvor bybiblioteket ligger i dag, og blev revet ned i 1836. I løbet af det 15. århundrede var dets relativt lille størrelse ikke længere tilstrækkelig til den voksende bys behov og de forskellige opgaver i forbindelse med det civile selvstyre. Beslutningen om at bygge en ny bygning var en lang og besværlig proces. Forberedelserne begyndte ti år før byggestart i 1477. Da der ikke var nogen central placering i den tæt bebyggede by, måtte der skabes en ny byggeplads. Mariakirkens kirkegård blev flyttet om bag kirken, og huse og en hel gyde måtte forsvinde på det sted, hvor rådhuset og markedet ligger i dag. Det var først i 1487, at den 25-årige byggeperiode for "Det nye rådhus i den gamle by" begyndte. Baseret på gamle byregnskaber blev de samlede byggeomkostninger anslået til omkring 6.000 mark. Omregnet til nutidens værdi udgjorde omkostningerne i alt omkring 23 millioner euro. Byggeriet blev finansieret af det aktuelle bybudget, afhængigt af likviditetssituationen. I 1487 og 1503 opkrævede byrådet en særlig skat for at finansiere byggeriet. De høje omkostninger førte også til optøjer. Drivkraften bag projektet menes at være den daværende borgmester i Osnabrück, Ertwin Ertman. Han kom fra en beskeden baggrund og havde opnået magt og indflydelse. Han repræsenterede Osnabrück ved hansestæderne i Köln, Bremen og Lübeck. Allerede i 1452 lykkedes det ham at ophæve den tiårige udelukkelse fra hansestæderne, som var blevet indført to år tidligere. På trods af social uro var Ertman borgmester i den gamle bydel i 23 år og sad i byrådet i 52 år. Han trak sig først tilbage fra sit embede i 1505, hvor han døde.
Med opførelsen af det nye rådhus imødegik borgerne den kirkelige katedralimmunitet med et selvsikkert centrum. Det symboliserede deres uafhængighed, økonomiske styrke og politiske magt.

Fredssalen og Den Westfalske Fred

Fredssalen var oprindeligt designet som et rådskammer eller et mødelokale: Et rum med en omgivende bænk og et spektakulært "demokratisk" koncept: Alle de tilstedeværende så hinanden i øjnene under forhandlingerne. Der var ikke noget rumligt hierarki, rådet selv var centrum for dets beslutninger.
Fra 1643 blev Fredssalen et af de to steder, hvor forhandlingerne om Den Westfalske Fred (1648) fandt sted. Sammen med Münster blev fredstraktaterne, der afsluttede Trediveårskrigen (1618-1648), underskrevet her. Fredssalens vægge er udsmykket med portrætter af de 42 europæiske udsendinge til fredskongressen, malet af den flamske maler Anselm van Hulle i 1648, og portrætter af herskerne fra de stridende parter på det tidspunkt (herunder dronning Christina af Sverige, Ludvig XIV af Frankrig og den tysk-romerske kejser Ferdinand III). Under portrætterne og vinduerne er egetræsstolene dekoreret med udskæringer, som kombinerer gotiske mønstre med motiver fra den tidlige renæssance. De såkaldte privilegieskabe - der er indmuret mellem vinduerne - blev brugt som vægskabe på de store hospitaler i Osnabrück til at opbevare vigtige dokumenter som stiftelsesdokumenter og recepter. De har figurative og ornamentale udskæringer. Vægskabene med almindelige døre kunne lejes af borgerne som en slags bankboks til deres værdigenstande. Midtpunktet er en smedejernskrone fra det 16. århundrede, som tårner sig op over rummet. Dens tre niveauer forestiller paradiset, himmelhvælvingen med sol, måne og stjerner samt Maria med Jesusbarnet og tre repræsentanter for stænderne. Rensdyrgeviret fra en 36-årig blev tilføjet senere. Dronning Christina af Sverige forærede den til byen Osnabrück for at markere fredsslutningen.

Den Westfalske Fred anses for at være en enestående begivenhed i tysk og europæisk historie, da den lagde det første grundlag for et forenet Europa. Siden april 2015 har Osnabrück Rådhus og Münster Rådhus derfor fået tildelt det europæiske kulturarvsmærke. Europa-Kommissionen tildeler dette mærke til steder, der har en særlig betydning for Europas historie.

Byens vægterhus

Byens vægterhus ligger lige ved siden af rådhuset. I dag har folkeregistret til huse her. Bygningen blev opført mellem 1531 og 1532 som en toetagers gavlbygning i kalkstensmurværk. Den firedelte trappegavl er et karakteristisk træk. På øverste etage holder to skæggede mænd byens våbenskjold. Efter at være blevet ødelagt under Anden Verdenskrig blev byvægten genopbygget i 1953 til brug for byens administration.
Bygningen blev oprindeligt brugt til at kontrollere vægten og kvaliteten af varer (især tekstiler). Produkterne blev målt og vejet, og de skyldige skatter blev også bestemt. Efter en grundig inspektion fik varerne et segl i form af Osnabrücks vognhjul. I middelalderen blev der også opbevaret urter på loftet i byens vægterhus. Disse dannede senere Grut, en krydderiblanding, der skulle gøre øllet mere smagfuldt.

Du kan finde en virtuel rundvisning på rådhuset her.
.