Rathaus des Westfälischen Friedens

Det historiske rådhus i byen Osnabrück blev opført mellem 1487 og 1512 i sen gotisk stil, men viser allerede tydelige træk fra renæssancen. Facaden præges af et 18 meter højt valmtag. I den nederste ende af taget findes i alt seks tårne, der minder om vagttårne og hjørnetårne på en fæstning. Siden 1846 har en stor stentrappe dannet adgangen til rådhuset, efter at man tidligere kom ind via en udtrækkelig trætrappe. På den 500 år gamle indgangsdør har der siden 1963 siddet dørhåndtaget »Friede« af skulptøren Fritz Szalinski, udført i tung bronze. Den forestiller en due på en bjælke med inskriptionen »Friede 1648« samt byvåbenet i form af Osnabrück-hjulet. Over indgangen troner byens grundlægger, den frankiske konge og senere kejser Karl den Store. Ved hans side står siden det 19. århundrede de otte såkaldte kejserfigurer, en gave fra det preussiske kongehus til byen Osnabrück.
I stueetagen af rådhuset findes bl.a. fredssalen og skatkammeret, hvor byrådets sølvtøj, mønter, prægestempler, den ældste skyttekæde og vigtige dokumenter opbevares. På øverste etage står en model af Osnabrück i år 1633, skabt i midten af 1950’erne af billedhuggeren Heinrich Bohn.


Den 13. september 1944 blev rådhuset hårdt ramt under et allieret bombeangreb. De historiske genstande var allerede blevet flyttet ud nogle tid forinden og kunne dermed reddes. Allerede i 1947 begyndte genopbygningen, som blev afsluttet lige i tide til 300-års-jubilæet for Westfalske Fred den 25. oktober 1948.
Den 5. juli 2019 blev den historiske indgangsdør udsat for et angreb. Skaden, der kun var overfladisk, kunne dog udbedres.

Baggrund for rådhusets opførelse

Allerede i 1244 blev et rådhus i Osnabrück ved Marktorgen for første gang nævnt i et dokument. Det lå på det sted, hvor bybiblioteket ligger i dag, og blev revet ned i 1836. I løbet af det 15. århundrede var dets forholdsvis beskedne størrelse ikke længere tilstrækkelig til den voksende bys behov og de mangeartede opgaver i forbindelse med det borgerlige selvstyre. Beslutningen om at opføre et nyt rådhus førte til en lang og besværlig proces. Allerede ti år før byggeriets påbegyndelse, i 1477, blev forberedelserne sat i gang. Da der ikke fandtes et centralt torv i den tæt bebyggede by, måtte der skabes en ny byggeplads. Marienkirkens kirkegård blev flyttet bag kirken, og huse samt en hel gyde måtte vige pladsen på det område, hvor rådhuset og torvet ligger i dag. Først i 1487 begyndte den 25 år lange byggeperiode for det »nye rådhus i den gamle by«. Ifølge gamle byregnskaber anslås de samlede omkostninger til byggeriet til ca. 6.000 mark. Omregnet til nutidsværdi udgjorde omkostningerne ca. 23 millioner euro. Byggeriet blev finansieret af det løbende bybudget, afhængigt af den aktuelle likviditetssituation. I 1487 og 1503 indførte byrådet hver gang en særskat til finansiering af byggeriet. De store økonomiske byrder førte også til oprør.
Den daværende borgmester i Osnabrück, Ertwin Ertman, formodes at have været den drivende kraft bag projektet. Han stammede fra beskedne kår, men havde opnået magt og indflydelse. Han repræsenterede Osnabrück i Hanseforbundet i Köln, Bremen og Lübeck. Allerede i 1452 lykkedes det ham at ophæve den udelukkelse fra Hanseforbundet, der to år forinden var blevet pålagt for en periode på ti år. På trods af sociale uroligheder beklædte Ertman embedet som borgmester i den gamle bydel i 23 år og sad i byrådet i 52 år. Først i sit dødsår, 1505, trådte han tilbage fra embedet.
Med opførelsen af det nye rådhus skabte borgerne et selvbevidst centrum som modvægt til kirkens domimmunitet. Dermed symboliserede de deres uafhængighed, økonomiske styrke og politiske magtposition.

Fredssalen og den westfalske fred

Fredssalen blev oprindeligt udtænkt som rådssal eller mødesal: et rum med en bænk, der løb hele vejen rundt, og et spektakulært »demokratisk« koncept: Alle tilstedeværende så hinanden i øjnene under forhandlingerne. Der var ingen rumlig hierarki; rådet selv udgjorde centrum for sine beslutninger.
Fra 1643 blev Fredssalen et af de to steder, hvor forhandlingerne om den Westfalske Fred (1648) fandt sted. Her, ved siden af Münster, blev fredstraktaterne til afslutning af Den Trediveårige Krig (1618–1648) underskrevet. Væggene i Fredssalen prydes af portrætter af de 42 europæiske gesandter ved fredskongressen, udført af den flamske maler Anselm van Hulle i 1648, samt portrætter af herskerne fra datidens krigsførende parter (bl.a. dronning Christina af Sverige, Ludvig XIV af Frankrig eller den romersk-tyske kejser Ferdinand III). Under portrætterne og vinduerne befinder sig de udskårne egebænke, der kombinerer gotiske mønstre med motiver fra den tidlige renæssance. De såkaldte privilegieskabe – indmuret mellem vinduerne – fungerede bl.a. som vægskabe for de store hospitaler i Osnabrück til opbevaring af vigtige dokumenter såsom stiftelsesurkunder og recepter. De er udsmykket med figurative og ornamentale udskæringer. Vægskabene med mere enkle døre kunne borgerne leje til opbevaring af deres værdigenstande som en slags opbevaringsboks. Som det centrale prydstykke troner en smedet kronelysestage fra det 16. århundrede over rummet. Dens tre niveauer skildrer billedligt paradiset, himmelhvælvet med sol, måne og stjerner samt Jomfru Maria med Jesusbarnet og tre repræsentanter for de forskellige stande. Et rensdyrgevir fra en 36-ender blev senere indsat. Den svenske dronning Christina skænkede det til byen Osnabrück i forbindelse med fredsunderskrivelsen.

Den Westfalske Fred betragtes som en fremtrædende begivenhed i tysk og europæisk historie, da den lagde de første grundsten til et forenet Europa. Siden april 2015 har rådhuset i Osnabrück og rådhuset i Münster derfor været tildelt det europæiske kulturarvsmærke. Europa-Kommissionen tildeler dette mærke til steder, der har en særlig betydning for Europas historie.

Byens vægt

Byvægten ligger lige ved siden af rådhuset. I dag har bl.a. vielseskontoret til huse her. Bygningen blev opført mellem 1531 og 1532 som en toetagers bygning med gavl, opført i murværk af kalksten. Den firetrins trappegavl er karakteristisk. På loftsetagen holder to skæggede mænd byens våbenskjold. Efter ødelæggelserne under Anden Verdenskrig blev byvægten genopbygget i 1953 til brug for byadministrationen.
Bygningen tjente oprindeligt til vægt- og kvalitetskontrol af varer (især tekstiler). Varerne blev målt, vejet, og de skyldige afgifter blev fastsat. Efter en grundig kontrol fik varerne et segl i form af Osnabrücks vognhjul. I middelalderen blev der desuden opbevaret urter på loftet i byvægten. Disse udgjorde senere »Grut«, en krydderiblanding, der skulle gøre øllet velsmagende.

Et akustisk vejledningssystem hjælper mennesker med og uden synshandicap med at finde vej i rådhuset

Appens teknologi hjælper både blinde og bevægelseshæmmede med at finde den bedste vej i rådhuset. Appen registrerer, når en bruger træder ind i rådhuset. Brugeren kan derefter vælge fra en liste, til hvilket rum i rådhuset appen skal lede ham eller hende akustisk. Brugeren modtager straks information om sin placering, herunder angivelse af, i hvilken retning han eller hun befinder sig i rummet, og hvad der er omkring ham eller hende. Derefter bliver vedkommende trin for trin guidet frem til målet. Der kan også oprettes individuelle profiler i appen. Hvis en bruger angiver, at vedkommende sidder i kørestol, vises der kun ruter, der fører frem til målet uden brug af trapper.

Men selv uden appen kan teknologien bruges til at finde vej i rådhuset. Til dette formål er der anbragt QR-koder ved lokalerne i rådhuset – enten på dørskilte eller ved siden af dørene. Den, der scanner dem, kan lade sig navigere derfra til et andet lokale i rådhuset.