Tusindvis af arbejdere blev i første omgang indkvarteret i hurtigt opførte baraklejre. Dårlige boligforhold, store kommunikationsproblemer mellem arbejderne og fysisk meget hårdt arbejde betød, at mange arbejdere forlod Salzgitter-området efter blot et par uger. For at holde på disse arbejdere begyndte man i 1937 at opføre nye boligområder. Det planlagte store boligområde "Watenstedt-Salzgitter" skulle i sidste ende blive hjemsted for over 100.000 mennesker.
Indtil afslutningen af Anden Verdenskrig den 10.-11. april 1945 forblev Watenstedt-Salzgitter dog en torso i enhver henseende. Den manglede alt. Efter at byens befolkning sammen med fagforeninger, kirker og politiske partier havde forhindret den totale afvikling af Reichswerke, kunne Salzgitter genopbygges med de første føderale midler. Der blev bygget et moderne transportnetværk, administrationsbygninger, skoler, hospitaler og lejligheder, og der blev etableret flere industrivirksomheder.

